Politbureauet for det kinesiske kommunistparti

Politbureauet for det kinesiske kommunistparti (中国共产党中央政治局 pinyin: Zhōngguó Gòngchǎndǎng Zhōngyāng Zhèngzhìjú), indtil 1927 kaldt Centralbureauet (中央局), er en gruppe på 19 til 25 personer som fører tilsyn med Det kinesiske kommunistparti. Til forskel fra politbureauer i andre kommunistpartier er den politiske magt i politbureauet centraliseret i Politbureauets stående komité. Politbureauet udnævnes nominelt af Centralkomiteen for det kinesiske kommunistparti, men i praksis har politbureauet været selvrekrutterende.

Politbureauets magt har i høj grad sammenhæng med at dets medlemmer samtidig har nøglestillinger i Folkerepublikken Kinas statsapparat og udøver personlig kontrol over de væsentlige stillingsbesættelser. Dessuden har nogle politbureaumedlemmer betydelige magtbaser i regionerne. Hvordan politbureauet organiserer sit arbejde internt er noget uklart, men det synes som om det samlede politbureau træder sammen månedligt og politbureauets stående komité ugentligt. Dagsordenen synes at være kontrolleret af Partiets generalsekretær, og beslutningerne fattes som konsensusvedtagelser og ikke ved afstemning.

Politbureauet kom tidlig i 1980'erne noget i skyggen af Sekretariatet for det kinesiske kommunistparti under Hu Yaobang, men har genvundet sin status efter at Hu gik af i 1987.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search